Stauns sommersal

Hvor der er højt til loftet

Køb billetter

Program

Klik på datoen for billetter:

Fre  24/7: Svend Brinkmann og Rane Willerslev

Lør  25/7: Githa Ben-David og Lars Muhl

Søn  26/7: Line Jensen

Man  27/7: Tue Mantoni

Tir  28/7: Søren Hermansen og Tor Nørretranders

Ons  29/7: Knud Tybirk, Jens Kjeldahl og Søren Ejlersen

Fre  31/7: Frank Erichsen ”Bonderøven”

Lør   1/8: Kirsten Brosbøl og Signe Wenneberg

Søn   2/8: Thomas Laursen

Man   3/8: Sara Mering

Tir   4/8: Mads Boserup Lauritsen

Ons   5/8: Poul Nesgaard

Stauns Sommersal serverer en perlerække af store navne

Foredrag om fremtiden – med højt til loftet i en smuk staklade i Stauns

Værtsparret Rikke Ulk og Tor Nørretranders leverer en stjernebesat foredragsserie i deres nyskabte Stauns Sommersal, der starter fredag den 24. juli. Løjerne fortsætter til 5. august.

         ”Det hedder sommersal, fordi det skal være sommerligt: let, muntert og fyldt med vitaminer,” forklarer værtsparret. ”Sommeren er god til eftertanke og store perspektiver, så vi har inviteret en masse meget forskellige mennesker med højt til loftet for at høre mere om fremtiden for kloden og for Samsø.”

De tolv aftener i sommersalen vil bestå af en kort introduktion til aftenen fra Tor Nørretranders efterfulgt af halvanden time med en eller flere gæster, der holder foredrag eller indgår i samtale. Aftenerne afsluttes med en Sommersalon, hvor de fremmødte kan fordøje aftenens oplevelser i fællesskab. Hele programmet varer fra 19.30 til 22.30, hvor den sidste time er den uformelle salon. Men lur os om ikke Rikke Ulk har ideer til hvordan tilhørerne kommer til at falde i snak under salonen, hvor man også kan få signeret bøger. Forlaget Stauns’ bøger vil være til salg på aftenen.

         På grund af corona må der kun være 100 mennesker til foredragene, så det er med at få bestilt billet i en fart. Billetter kan kun købes online. Det foregår på hjemmesiden Sommersal.dk. Billetsalget starter fredag d. 17/7 kl. 12.

Gæstelisten omfatter mange af de mest efterspurgte danske foredragsholdere og debattører.

         Der lægges ud d. 24/7 med psykologiprofessor Svend Brinkmann og nationalmuseumsdirektør Rane Willerslev, der sammen med Tor Nørretranders har turneret rundt i landet med kæmpemæssige arrangementer med afsæt i deres samtalebog ”Det du ikke forstår, gør dig klogere”. En efterfølger med titlen ”Samtalekuren” udkommer til efteråret. De tre herrer vil tage afsæt i Samsø, men ende et sted ude i galaksen.

         Lørdag den 25. juli kommer ægteparret Githa Ben-David og Lars Muhl, der begge med afsæt i musikken og en spirituel praksis udforsker menneskelivet. Lars Muhl har en fortid på Samsø og har skrevet meget smukt om mange steder på øen, ikke mindst netop Stauns. Mærk Samsø. Githa Ben-David har netop udgivet en bog om lydes helende egenskaber.

         Søndag den 26. juli kommer tegneren og illustratoren Line Jensen, der i nu i en årrække har vakt megen opsigt med sine hjerteskærende og rørende tegninger, der viser hverdagens kvaler og genvordigheder. ”Det er bare en fase”, lyder et af hendes slogans. Men det bliver tilsyneladende ved.

         Mandag den 27. juli gælder det erhvervsmanden Tue Mantoni, der er tidligere direktør for B&O og nu bestyrelsesformand for Vækstfonden. I foråret udgav han bogen ”Samfundskontrakten”, der prøver at få erhvervslivet og samfundet til at tage hinanden alvorligt. Bogen indeholder et kapitel baseret på et besøg på Samsø.

         Tirsdag den 28. juli præsenterer Søren Hermansen fra Energiakademiet og Tor Nørretranders deres nye bog ”Hvad skal vi gøre?”, som udkom i juni på Forlaget Stauns. Bogen prøver at skitsere en mulig fremtid for Samsø med de næste årtiers fokus på klima, kattegatbro og coronaens konsekvenser.

         Onsdag den 29. juli er det en anden udgivelse fra Forlaget Stauns, der er på dagsordenen: Knud Tybirks ”Cirkulær Samsø”, der ikke mindst handler om landbruget. Tybirk er biolog, ansat i Samsø Kommune, og vil diskutere bogen med Jens Kjeldahl, der driver et omfattende landbrug for Brdr. Kjeldahl, og med Søren Ejlersen fra Aarstiderne.

         Fredag den 31. juli kommer Frank Erichsen, bedre kendt som ”Bonderøven” fra DRs Tv-programmer om en selvstændigt tænkende landmand med hænderne i orden. Bonderøven går efter at familien bliver selvforsynende og dyrker gamle håndværkstraditioner, som er på nippet til at dø ud. Kan man bygge sin egen vindmølle? Kan det gode landmandskab overleve?

         Lørdag den 1. august er temaet det lokale vs. det det globale: Hvordan skaber vi en bæredygtig verden? Den ene gæst, Signe Wenneberg, er hverdagsaktivist og en kyndig vejleder i havebrug og lokal aktivitet. Den anden gæst, Kirsten Brosbøl, er tidligere miljøminister og nuværende Obama Foundation Scholar med glødende interesse for FNs Verdensmål. Hvordan kan de to tilgange befrugte hinanden?

         Søndag den 2. august kommer vildmadssamleren Thomas Laursen og fortæller om den hastigt voksende interesse for den vilde natur. Ikke mindst forårets corona-krise har fået mange til at rette blikket mod naturen. Thomas Laursen har skrevet flere bøger om emnet og har endnu flere på vej.

         Mandag d. 3. august er gæsten Sara Mering, som er tidligere chefredaktør for ungdomsmagasinet Sein og for nylig vakte stor opsigt med sin artikel- og podcastserie om fremtidens farer og muligheder, der offentliggøres af Dagbladet Information. Sara Mering er 23 år og giver ungdommens en stemme, der handler om at turde være bange og at tage ansvar.

         Tirsdag den 4. august får Sommersalen besøg af Mads Boserup Lauritsen, som er grundlæggeren af TagTomat, et firma og en bevægelse, der arbejder for udbredelsen af tomatplanter på cykelskurstage i København – og en lang række andre former for plantevækst i byen. Urban Agriculture i praksis. Når landet flytter til byen. Hvad kan Samsø lære?

         Onsdag den 5. august kommer årets sidste gæst, TV-legenden Poul Nesgaard, som vil have sit helt eget greb om foredragsseriens temaer bæredygtighed, fremtid og Samsø. En sommernisse afslutter sommersalen med lune og varme og uforudsigelighed.